Vil du være maler - Bygningsmaler
Når du er bygningsmaler, er din arbejdsplads aldrig den samme. Du kommer rundt overalt i samfundet, og du arbejder både ude og inde. Du maler og tapetserer vægge, maler træværk og facader. Du er håndværkeren, som bruger den nødvendige tid til at spartle, slibe og vaske af, inden du går i gang med pensler og ruller.
Du er også den kreative sjæl, som har sans for farver og kan rådgive kunderne, når de er i tvivl.
For at blive en god bygningsmaler skal du have et praktisk håndelag og flair for farver. Du skal også have en vis ordenssans. Bygningsmalere arbejder med at væld af forskellige redskaber og malinger, og derfor er det nødvendigt, at der er orden i tingene. Det er en fordel at have god fysik. Dels foregår en del af arbejdet udendørs, dels skal du ind imellem op på stilladser eller stiger for at udføre dit arbejde.
Bygningsmalere møder hele tiden nye mennesker, og du skal kunne snakke med dem alle. Derfor må du gerne være udadvendt.
Du kan uddanne dig til bygningsmaler på 3½ år. Praktikperioder veksler med skoleophold under hele uddannelsen. I alt er der 4 obligatoriske skoleperioder, og de varer tilsammen 35 uger. Hvis du vil, kan du supplere med ekstra skoleophold. Uddannelsen udbydes fuldt ud på 16 tekniske skoler.
Resten af tiden er du i praktik i en virksomhed, hvor du blive ansat som elev. Du er selv ansvarlig for at skaffe en praktikplads, men teknisk skole hjælper dig gerne. Du kan også benytte dig af www.praktikpladsen.dk, når du skal søge praktikplads.
Du kan begynde uddannelsen ved at starte på det første skoleophold (grundforløbet), eller du kan starte med praktik i en virksomhed.
Før du starter i praktik, skal der laves en uddannelsesaftale. Det er en kontrakt, der beskriver de regler, som du og virksomheden har overfor hinanden.
Du er med til at løse alle de daglige arbejdsopgaver i virksomheden. Du arbejder tæt sammen med de udlærte bygningsmalere, og på den måde bliver du gradvis lært op i faget. Du får løn under uddannelsen lige fra den dag, du starter i praktik.
Har du ikke fået skaffet dig en praktikplads, så kan du godt starte uddannelsen ved at starte på indgangen Bygge og anlæg på teknisk skole og tage det obligatoriske grundforløb, der varer 10 uger.
På skoleopholdene bruger du både hænderne og hovedet, for undervisningen er i høj grad bygget op omkring praktiske øvelser og teoretiske opgaver, Du får masser af ny viden om fagets værktøjer og teknikker, og samtidig lærer du at bruge dem i praksis.
Skoleundervisningen indeholder følgende emneområder:
Introduktion til faget:
Her lærer du om indholdet i uddannelsen og det daglige arbejde i faget.
Arbejdsmiljø, førstehjælp og brandbekæmpelse:
Sikkerhed og miljø spiller en stor rolle på moderne arbejdspladser. I undervisningen får du den viden, du har brug for.
Produktudvikling:
Du lærer, hvordan man arbejder med idéer, og hvordan en god idé bliver omsat til konkrete produkter.
Kundebetjening og arbejdsmarkedsforhold:
Kunder, som får en god service, kommer igen og igen. Undervisningen giver dig en forståelse for, hvad det er for nogle faktorer, der påvirker forholdet mellem kunde og virksomhed. Du lærer også om fagets arbejdsmarkedsforhold, så du kender dine rettigheder og pligter.
Informationsteknologi:
EDB udgør en stadig større del af vores hverdag, så her lærer du noget om computere, Internet mm., som du også kan bruge i dit arbejdsliv.
OpmĂĄling og beregning, matematik:
Du lærer at måle op, beregne forbrug af materialer og tid, kalkulere priser og planlægge dit eget arbejde.
Tegning:
Til tider skal kunden have hjælp for at kunne forestille sig, hvordan du vil løse en bestemt opgave, og så skal du være i stand til at skitsere din løsning på papir.
Stil, form og farve:
Du studerer stilarter og trends gennem tiderne og oplever, hvordan form og farve spiller sammen.
Farvelære:
Du lærer om farvesystemer og om farvernes psykologiske virkning og blandingsmæssige egenskaber. Og du trænes i at lave farvesætning og farveplanlægning, så du kan rådgive kunderne.
Materialelære:
Træ, gips, mur, metal, beton, væv og tapet – bygningsmalere arbejder med de mest forskellige overflader. I undervisningen lærer du at analysere overfladens art og tilstand og at vælge de rigtige materialer til formålet.
Maleteknik:
Du skal kunne bruge mange forskellige metoder, teknikker og værktøjer i dit arbejde. I faget maleteknik kommer du rundt om dem alle.
Svendeprøven:
Svendeprøven er den afsluttende eksamen, hvor du viser, at du behersker dit fag. Prøven består i, at du skal planlægge et stykke malerarbejde og derpå udføre det.


