Tvistigheder
Procedure i forbindelse med tvister mellem en praktikvirksomhed og en elev
Lokale forligsmøder:
Hvis der opstår en tvist mellem en elev og en virksomhed, som parterne ikke selv kan løse, skal sagen ifølge Erhvervsuddannelsesloven indbringes for det faglige udvalg eller repræsentanter for udvalget, som skal søge at tilvejebringe et forlig.
Malerfagets faglige Fællesudvalg har besluttet, at de lokale repræsentanter for Danske Malermestre/FAI og Malerforbundet afholder forligsmøderne.
I den forbindelse skal man være opmærksom på følgende:
• Såvel virksomhed som elev skal være til stede på mødet.
• Fællesudvalget fastsætter regler for samtlige malervirksomheder og elever uanset deres organisatoriske tilhørsforhold (eller mangel på samme).
Når udvalgets kompetence skal varetages af de lokale repræsentanter for de organisationer, der har sæde i udvalget, så skal man behandle samtlige forligssager. Det er således underordnet, hvor parterne i et forligsmøde er organiseret.
• Forligsmødet har alene til formål at skabe et forlig. Organisationsrepræsentanterne har ikke kompetence til at vedtage sanktioner overfor parterne.
• Der skal tages referat af møderne.
• Hvis der ikke opnås forlig, skal Fællesudvalget modtage et kopi af referatet.
Manglende forlig – Tvistighedsnævnet:
Hvis der ikke opnås forlig, kan den forurettede part indbringe sagen for Tvistighedsnævnet, Undervisningsministeriet, Vester Voldgade 123, 1553 København V.
I den anledning skal følgende bestemmelser overholdes:
• Det skal klart fremgå af henvendelsen til Tvistighedsnævnet, at sagen tidligere har været behandlet af de lokale organisationsrepræsentanter på det faglige udvalgs vegne. (Tvistighedsnævnet behandler kun sager, hvor der har været afholdt forligsmøde).
• Fællesudvalget skal orienteres om, at sagen er indbragt for Tvistighedsnævnet.
• Fællesudvalget vil herefter orientere modpartens organisation om, at sagen er indbragt for Tvistighedsnævnet.
Malerfagets faglige Fællesudvalg den 18. februar 2004.


