GVU - Grundlæggende voksenuddannelse
Den grundlæggende voksenuddannelse (herefter GVU) giver personer, som besidder reelle kvalifikationer indenfor et fagområde, mulighed for at opnå den tilsvarende formelle kompetence.
I malerfaget giver ordningen ufaglærte malere mulighed for at erhverve sig et svendebrev. I modsætning til voksenelev-ordningen er en GVU-elev ikke bundet af en uddannelsesaftale, og man har større mulighed for selv at tilrettelægge, hvornår man vil deltage i skoleophold.
For at kunne starte på en GVU skal man være fyldt 25 år og have mindst 2 års relevant erhvervserfaring.
I ungdomsuddannelsen veksler uddannelsen mellem virksomhedspraktik og skoleophold. I GVU gennemfører man først virksomhedspraktikken – det er nemlig de praktiske kvalifikationer, man har opnået gennem den relevante erhvervserfaring – og herefter gennemfører man skoleopholdene.
Det er vigtigt at pointere, at man kun kan komme ind på uddannelsens skoledel, hvis man besidder de samme praktiske kvalifikationer, som de almindelige elever opnår i ungdomsuddannelsens virksomhedsdel. GVU er således ikke en ”smutvej” til at opnå et svendebrev. GVU har fuldstændig de samme mål og det samme niveau som den tilsvarende ungdomsuddannelse – både hvad angår praktikdelen og skoledelen af uddannelsen.
Hvis man ønsker at begynde på en GVU, henvender man sig til en af de erhvervsskoler, som udbyder en af maleruddannelserne (se under links).
Skolen vurderer, om man har de praktiske kvalifikationer, som er påkrævet i henhold til uddannelsesbekendtgørelsen. Vurderingen foretages på grundlag af dokumentation fra ansøgeren og et eventuelt kompetenceafklarende forløb af op til 14 dages varighed.
Når skolen har sagt ok til de praktiske kvalifikationer, skal man have vurderet, om man kan fritages for dele af de obligatoriske 35 ugers skoleophold. Her er det igen et spørgsmål om, hvorvidt man på et tidligere tidspunkt har opnået de nødvendige kvalifikationer.
GVU-elever modtager den såkaldte VEU-godtgørelse under hele uddannelsen (skoleophold og svendeprøve). Beløbet svarer til den maksimale dagpengesats. Man har hele 6 år til at gennemføre skoleopholdene i, så man kan få tilrettelagt skoleopholdene optimalt i forhold til ens daglige arbejde.
Du kan læse mere om GVU ved at klikke her.
240805


